Bank Erhverv

Finanskrisens næste offer blev de norske banker og investorer. Den norske regerings beslutning om et de factoforbud mod salg af avancerede, finansielle instrumenter til private investorer bliver yderst vanskeligt at håndhæve.

Det er et af den slags forslag, som lyder sympatiske, men ikke helt er det.

Grådighed er en stærk kræft, på godt og ondt. Personer, som vil satse, skal nok finde en måde at gøre det på.

Hvis adgangen til at handle med garanti produkter i deres mange afskygninger forsvinder, finder de risikovillige blot nye veje.

Det helt centrale spørgsmål i den nuværende finanskrise er ordet risiko. Et luftigt ord og et luftigt begreb, men det dækker over den vigtige pointe, at der ved enhver investering er en risiko.

Er risikoen stor, er muligheden for afkast som regel også stor og omvendt. Det vil være forkert, at bankkunder generelt fik det indtryk, at banken kun kan levere produkter med lille risiko og håbet om et lille positivt afkast. Banker lever af at omforme risiko i alle dets afskygninger.

Til enhver investering hører en risiko, og det er derfor, at alle eksperter taler om at sprede investeringerne. Spredning handler om, at investorerne altid har forskellige aktiver med forskellig risici.

Vi ser netop i disse dage, at faldet i aktiekurserne helt eller delvis opvejes af positive afkast på obligationer og dermed mindskes tabene.

For de mere specialiserede kan der også være et ønske om at have en sektorvis tilgang til aktiemarkedet, som betyder, at man i dårlige tider kan placere sine aktier i papirer, som normalt klarer sig godt, når væksten er lav, og så siden skifte dem ud med aktier, som giver gode penge i gode tider.

Allerede nu bliver det kompliceret, og det er det, som den norske regering vil lovgive imod. En aktie er i realiteten en kompliceret størrelse, hvor afkastet er bestemt af en uendelig række af forskellige faktorer.

Det samme gælder garantiobligationerne, som også kan have en berettigelse i en portefølje, når de bruges rigtigt af de rette kunder.

Alligevel maner den norske beslutning til eftertanke, og den kritik bør tages efterretning i sektoren selv.

Det er problematisk, når et helt produktsegment i nu en norsk rapport og tidligere i en artikel i Nationalbankens kvartalsoversigt nærmest modtager dumpekarakterer.

Nationalbankens dom lyder i sin al sin enkelthed, at udstederne har tjent kassen på producere dem uden ekstra afkast til investorerne. Det er det generelle billede.

Der er brug for velfungerende markeder. Det budskab er blevet cementeret af den finansielle krise i de seneste måneder.

Hvis garantiprodukterne skal have en chance må udstederne gå forrest i etablere gode markedspladser, skabe gode og gennemsigtige produkter og skabe et effektivt sekundært marked for alle udstedelser. Og hvad er så et sekundært marked:

Ja, det er et marked, hvor investorerne til enhver tid og til en skarp markedspris kan skille sig af med de investeringer, som de ikke længere ønsker at deltage i. Det skal være muligt at fravælge en risiko.

Her er der stadig noget at lære for den finansielle sektor.

Report This Post